Nogle af aberne kom rigtig tæt på.
Jeg mødtes med søde Kristin fra Tyskland kl. 8.00 på Kenyatta Avenue, som er hovedgaden i Nakuru. Kristin er kun 19 år, men hun er en rigtig sej pige, der har valgt at bruge sin sommerferie på at arbejde som frivillig i Kibera, som er Afrikas 2. største slumområde. Nationalparken ligger kun 10 minutters kørsel derfra, så inden klokken var blevet halv ni, havde vi allerede betalt entré, hilst på vores guide og fundet vores pladser i bilen, der var dyre-kigge-venligt indrettet uden tag.
Aber, der hænger ud.
Morgenhygge på abemåden.
Nakuru National Park er en af de mindre nationalparker i Kenya, så jeg havde vel forestillet mig noget i retning af Løveparken i Givskud. De forestillinger kunne jeg dog godt lægge på hylden, for Nakuru National Park var slet ikke som noget andet, jeg tidligere har oplevet. Synet af dyr, der går frit omkring i deres naturlige habitat er ganske enkelt ubeskrivelig, og overgår alt jeg tidligere har oplevet her i Kenya.
En mor med unger.
Vi startede med at køre op på en bjerg, som efter sigende skulle være abernes foretrukne sted at hænge ud. Dog var der ikke nogle aber at se lige da vi kom, men derimod var der en hel bus fyldt med japanske turister i high-tech safarioutfit.
Territoriet bliver inspiceret.
Det bedste ved japanske turister er, at man altid kan bede dem om at tage et billede af en, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke har indvilliget. Dog skal man være forberedt på at blive bedt om at gengælde tjenesten og forevige dem fra 7 forskellige vinkler, efter et lynkursus i avancerede Nikonkameraer.
Endnu et Kodak moment. Fra venstre: mig, en japansk turist og Kristin.
